Rødkålssalat med appelsin og kaki (sharon)

500 g. rødkål snittes i tynde strimler. Vend det rundt i lidt hybeneddike (ca. 3-4 spsk.) og lidt salt.

Du kan også bruge kirsebæreddike eller andet frugteddike.

Lad det trække et par timers tid.

Rist en håndfuld mandler på panden i 5-6 min. og hak dem så groft.

Lav en dressing af 2 spsk. honning og 2 spsk. olivenolie. Smag til med lidt salt og peber.

Vend rødkål, mandler og dressing sammen. Smag igen til med lidt salt og peber.

Anret det på et fad og top det med både af appelsin og kaki.

 

 

 

Lidt om kaki/sharon frugten

 

Kakifrugten er et orange, tomatlignende bær. Kakifrugt bliver også kaldt for sharonfrugt, selvom de ikke er helt ens. En moden kaki er orange og lidt blød. Sharonfrugten er en forædling af kakifrugten. Sharonfrugter har ikke kerner, i modsætning til kakifrugten

 

 

Sharon er en forædling af kakifrugten. Den blev fremavlet i begyndelsen af 1980’erne i Sharon Dalen i Israel, deraf navnet.

Nu dyrkes den også i andre sydeuropæiske lande, blandt andet i Spanien. Her kaldes den for kaki, og det kan give anledning til lidt navneforvirring. Navnet kaki er i og for sig korrekt, da sharon nedstammer fra kakislægten, men omvendt kan man ikke kalde enhver kaki for en sharon.

 

  • Kartoffelskiver med gulerod og forårløg. Drislet med lidt olivenolie, salt og peber. I ovnen i ca. 45 min. ved 180 gr./varmluft.

  • Rødkålssalat og kartofler. Her serveret med en god kotelet.